24 september 2006

Fish Hoek, 24/9-06

Zigzag-kørsel kan skyldes mange ting
3 uger inde i vores tur har vi kørt over 4500 km i ”vores” trofaste hvide corolla! Vi er begyndt at zigzagge lidt mere efter at vi kom til vestkysten (eller Weskus, som det hedder ..... man sku’ næsten tro de havde jysk blod i årene også) – for det meste frivilligt, men (hm-hm) gensyn med visse strækninger kan også afstedkommes af en glemt taske på en klippeknold midt i absolut ingenting, som selvfølgelig indeholdt det vigtige indsamlingsudstyr, silica-samples, lup ......samt frøkenens briller (ups, hovsa..)!



'Darter's Grave'
Efter luksus i Springbok med en afstikker (næsten) til Namibias grænse, stak vi sydover til næste punkt i ’skattejagten’. En sjælden art skulle findes ved noget, vi havde fået at vide hed ’Darter’s Grave’, opkaldt efter en eller anden hedengangen militærmand. Tre timer senere, 5 arter rigere, temmeligt sultne, skrammede og ikke mindst stædige (!) gav vi op, spottede graven (som vi heller ikke havde fundet) - et andet sted end den skulle være ifølge kortet (ikke at dén oplevelse var noget nyt, sydafrikansk infrastruktur og kort er ikke altid ens, men alligevel..) – og drog så langt ud til havet vi kunne.....





Nice, eh? Solnedgang á la 80’er-kitch ☺ Tilgengæld regnede det hele næste formiddag, så vi holdt fri, spillede ord-spil, og heppede på kæmpebølger når de i bedste ship-wrecker-stil baldrede ind over revet i op til 6 meters højde.

Der er koldt på toppen..
Næste stop blev Cedarberg Mts i små 500 meters højde – sindsygt flotte bjerge men meget meget koldt om natten (varmt i Afrika?). Havregrød med honning og mandler og kaffe med kardemommefrø reddede morgenen og humøret – (mental note til forfrosne tøser! hurra for Arc’teryx og Icebreaker trøjer (jep, lidt product placement skader ikke ;-))


Spontan-safari i West Coast Nature Reserve
Kyst igen – bare for afvekslingens skyld; Langebaan med lagune-udsigt, seafood og en tur i West Coast Nature Reserve for at se på......gæt selv. Dem, vi fandt havde vi set før, men dagen blev reddet af spontan-safari da vi forvildede os ind forbi sletter med gnuer, zebraer, springbok, bondebok, struds og elan-antiloper...


og slanger...(desværre var Cape kobraen for hurtig, så det her er kun en mæt ’puff adder’)


Vi har også spottet både en caracal og en serval..... men ingen løver endnu (så hypotesen om store katte med manke holder endnu, Dennis!) ;-)

Set og spist!
Nåhja, de smager sføli også meget godt, mange af de vilde – carpaccio af springbok, struds og kudu er ihvertfald stærkt anbefalelsesværdigt!

Vi er efterhånden leveringsdygtige i et par rigtig gode restaurant-navne rundt i landet, hvis der er nogen der mangler... Til gengæld har vi også konstateret at McD altid leverer varen til de meget-sultne-nu-ikke-om-5-minutter rejsende – uden bismag af røg, sirup, mærkelige farver eller andet uforudsigeligt sydafrikansk tilsæt.

Ceres-dalen uden øl
Efter svære overvejelser besluttede vi at udsætte Cape halvøen lidt endnu og lave endnu et loop ind til bjergene. Ceres ligger lige syd for Cedarbjergene på starten af sydafrikas Wine Route. Vi var tæt på at vende om efter et vinslot med det fantastiske navn ’Allesverloren’ ..... men humøret var ikke til det, så vi venter på Klein Konstantia og Stellenbosch hernede ved Cape Town. Ceres var faktisk temmelig kedelig – men de havde en 50m (iskold!) pool og et stort klatrepotentiale (selv i sko)..

Modsat hvad vi er vant til i Danmark producerer Ceres ikke øl – men praler af at dyrke alle slags bløde frugter til saft etc. Godtnok kalder de det juice hernede, men vi ved bedre! Og vi har stadig ikke fundet friske mangoer (eller mangojuice) – stor stor mangel, når nu vi er vant til Irmas go’e ;-)

Tøøørt, skildpadder, pletter med pink blomster..
80 kilometer gennem Great Karoo landskab (tøøørt, skildpadder, pletter med pink blomster, tøøøørt, sand, skildpadder, vandhul (ups), mere tørt) senere lykkedes det os at finde 6 arter af asparges på en knold midt i intetheden. Og på et sted uden hegn hvilket næsten var det mest usædvanlige – alt (vi gentager ALT) er indhegnet hernede, cirka 2-5 meter ind fra vejen. Og det var så hér vi glemte en taske....... med 150km ned til Montagu, hvor vi blev et par nætter (vi skulle jo lige bruge tid på at køre tilbage og hente noget, der var glemt..).


Et eksempel på en af de rigtig nasty asparges (a.k.a. 'thorny-prickly-nasty-ones')

Eksotisk and og blå ost i Montagu
Montagu har, udover nogle utroligt velbevarede koloni-stil huse i sjove farver, en restaurant kaldet Jessica’s, som kom med mange gode anbefalinger. Marrokansk strudsefilet med couscous og himmelsk sovs var en klar vinder, mens huset specialitet (!) stegt and med honning og appelsinsovs og trekvart kartoffel ikke smagte så meget anderledes end stegt and gør herhjemme..... Men sikkert meget eksotisk for sydafrikanere (må vi jo tro, når det er en specialitet) ☺
Tilgengæld vandt de lidt på den blå ost med pecannødder, honning og glaceret vandmelon – og sød Montagu-vin. Lad os bare sige at vi gik i seng mætte og en del ’tipsy’..

Det var så i forgårs – og nu har vi igen skiftet sceneri, med planer om at blive her en lille uge. False Bay syd for Cape Town er, efter hvad vi har set indtil videre, omkranset af små hyggelige byer, fyldt med hvaler, sejlere og tæt på halvøens naturreservat – og selvfølgelig Cape Town selv. Vi missede at få en teltplads igår, men satser på det lykkes, så vi har havvind i ørene og gåafstand til en jackass-pingvin-koloni.


(Den seriøse forsker på 3.uges aspargesjagt...)

Mere nyt når vi har akkumuleret det ☺
Klaus & Maria,
Sydafrika

3 kommentarer:

Anonym sagde ...

Ka´ man så lave snaps på Asparges? Kom nu ind i kampen.. en Desmond snaps til jul? (elller noget) - nyd det!

Lotte sagde ...

I er savnede herhjemme, men f*** hvor I fortjener jeres eventyr!
Dejlige billeder (også de 80ér corny af slagsen), glæder mig til at se flere.

Anonym sagde ...

Hej med jer.
Dejligt at kunne følge med i det eksotiske sydens strabadser.

Alt er vel i Skive, flytter mine sidste ting i dag, og er fremover officielt skibonit. Strange, og nostalgien har lige ramt mig. Men jbbet er helt i top, og det er vel vigtigst.

Ellers glæder jeg mig til at få jer hjem - om en måneds tid velsagtens - hvilket vil give mig endnu en god grund til at planlægge en tur til stadens glæder :-) . Mange hilsener fra en (stadig...) århusianer. K