17 oktober 2006

Amanzimtoti, Durban, 17.10.06

Efter 5 lange timers kørsel nåede vi fra Eastern Cape til KwaZuluNatal; fra Maclear til Underberg – en lille flække langt fra alfarvej, der fungerer som organisationsby for utallige daglige ture op gennem Sani passet. Som vi fandt ud af, ikke mindre nødvendiggjort af, at man hverken kan eller må køre gennem passet i andet end en 4x4.....

Vi havde ellers store planer om at komme op og klappe Sydafrikas højeste punkt (3400-nogen-og-firs meter), få et stempel i passet fra bjergstaten Lesotho – og selvfølgelig samtidig kigge efter asparges... Men men men – vi kom cirka 5 km op ad lerede, voldsomt hullede, grøftefyldte, u-svingede veje, og så fik vi kolde fødder på corollaens vegne. Det begyndte at småregne og scenarioet med glidende dæk og laaangt ned til siderne havde vi ikke rigtig lyst til.

Men flot var det- bjergene ind til Lesotho er utroligt imposante; et af de steder man kan forestille sig melodien fra Ringenes Herre i baggrunden; dér hvor de kommer gående over bjergpasset på rad og række.


Men, det var lidt at foregribe begivenhedernes gang.
Underberg – vi var blevet anvist et sted af en bjerghærdet kvinde i Maclear, der i værtindens fravær tog sig af os, med småsnak, anekdoter, vejvisning og godt humør. Adspurgt om hun kendte et godt sted at bo i nærheden af Sani passet (vores guidebog synes ikke der er så meget at komme efter deroppe) kom hun frem med Pennygum B&B i Underberg.

Tja – det ku jo være ligeså godt som resten, så hun fik lov at booke for os. Vi fik et kort med lyserøde streger og beskrivelse at køre efter – det skulle tage cirka 3 timer, men ifølge Sydafrikas uskrevne vej-lov, der som altid inkluderer vejarbejde, tog det istedet små 5 timer.... og resulterede i en stor sult! (ikke rart at køre med en tiger – bare spørg Klaus).

Vi fandt redning på ’The Duck & Doolittle’, Underbergs svar på pub, kro, souvenir-shop, boghandel og delikatesse, alt i een, hvilket gav en yderst interessant spisestemning (hvor tit har I siddet og spist, overvåget af storøjede porcelænsalfer og Nelson Mandela?).

Snakkesalige besøgende underholdt os mens vi ventede, og vi lærte at Kruger National Park holder en plads som den vigtigste turistattraktion, selv for sydafrikanerne, der gerne besøger den flere gange om året. Vi fravalgte at besøge den pga malaria ..... og en overflod af store dyr, snarere end planter ☺ - men den slags argumenter holdt vi for os selv, da vi fornemmede at de nok ikke ville falde i helt god jord.

’The Lavender Cottage’
Vores overnatning i Underberg blev: lavendelfarvet. Vi blev endnu en gang overbevist om, at landets B&B ladies må gå på et fælles kursus, hvor man lærer at lavendler er dét, der skal til for at gøre gæsterne glade. Vi har været udsat for lavendelkviste på puderne, på badeværelseshylderne, på badekarskanter, i poser i skufferne, broderet på tehætter, som duftspray og som sæbe – men dette sted vil stå for os som højdemålet. ’The Lavender Cottage’!
Utroligt hyggeligt sted, og bevogtet af en fantastisk trio af hunde (Shelby, en brumlestor og venlig rottweiler; Penny, en lille tæppetisser; og en halt schæfer), men vægge og hylder var alle overvældende mørk-lavendelfarvede. Klaus blev endnu en gang overbevist om, at han foretrækker hvidt.....

Frem i tid igen: 
Jaget ned af bjergene af regnen forlod vi Drakensberg for good, med et løfte om, at komme tilbage i firhjulstrækker engang, så vi kan få det stempel i passet ;-)

Næste destination var Durban, vand og kyst igen. Inden da fik vi dog forskud på vandet da de truende regnskyer gav slip og faldt på een gang.... eller sådan virkede det ihvertfald! Makes for interesting driving, that!
Vi nåede dog sikkert ud på N3, og så gik det ellers i flyvende fart. Rigtig motorvej med adskilte spor! Vildt....

Durban-området (ligesom meget af KwaZuluNatal) er subtropisk – og temmelig frodigt. Jo længere ned mod kysten vi kom, desto grønnere blev det, og vi tabte begge kæben da vi rundede et sving og efter-regnskyls-lyset fremhævede enorme blå træer. Out-of-this-world. For både botaniker og –ikke ☺

Fødselsdagsbookningen..
Vi havde på forhånd booket et sted af være – det skulle være godt, for der skulle jo fejres fødselsdag dagen efter. Seaview Lodge, femstjernet, med pool og en restaurant de pralede af, det lød jo ganske okay. Det viste sig at blive en femstjernet skuffelse, da det ganske rigtigt havde havudsigt – men lå en kilometer fra havet, på en bakketop på den forkerte side at N2-hovedvejen og med indflyvning til Durban internationale lufthavn over hovedet..... Frøkenen var bestemt ikke glad. Så det blev til en enkelt (ellers rigtig hyggelig) middag, hvor vi var eneste gæster med udsigt nedover byens lys. Ikke dårligt, men vi havde forestillet os noget lidt mere..... sand under tæerne-agtigt, så efter morgenfødselsdagssang og morgenmad pakkede vi nellikerne, tjekkede ud og tog på stranden resten af dagen. Høj sol og vilde bølger – ikke den værste måde at blive 31 på ;-)

Vi fandt frem til Beethoven Lodge i anden klitrække, hvor vi nu er på sidste morgen, og skal til at pakke igen. Den eneste lyd hér er bølgerne, fuglekvidder..... og den bankende lyd af en ihærdig og sikkert efterhånden temmelig sindsforvirret vipstjert, som bruger hele dagen på at kæmpe med sit spejlbillede i vinduet.

En smule mere udhvilede er planen nu at slå en bue ind i landet igen, og lige så stille finde op mod det nord-østligste hjørne af KwaZuluNatal. Vi har fået en frisk opfyldning af bøger og taletid (så vi kan komme på nettet igen), så nu venter vejene og vildnisset igen.

Maria og Klaus
-still on the road to nowhere and back

14 oktober 2006

Drakensberg, Maclear d. 12/10-06

Stadig haltende efter i bloggen..

En dag i aspargesens tegn: Arten A. oliverii skulle kun kunne findes i noget, der hedder Karoo-landskab. Stenet, med lav, sukkulent bevoksning og ikke så meget vand. Roiberg Pass har gennem tiden leveret denne art til den håbefulde botaniker, men ikke os- vi fandt istedet recurvispinus; en satans karl, der levede vel op til sit navn med lange bagudvendte torne. Men som sagt ikke det vi kom efter – suk!

Vi sigtede efter en by nede ved kysten, som har fået det fantasifulde navn Wilderness, men før vi kunne indlogere os i denne skønne by måtte vi pænt vente en time på vejarbejde. De har en tendens hernede til at spærre godt 10 km vejstrækning af ad gangen, og det giver nogle bilkøer, der er pænt lange. Vores tålmodighed blev sat på prøve, men ikke pga andet, end at det havde været en lang dag med øjne på stilke.

Værelse med udsigt
Vi fik et værelse med udsigt til en af de manglende aspargesarter – så heldig har man da lov at være en gang i mellem! Det var en bygning fra 1800-something-something. Quaint, på sin egen måde. Vi fik presset planter og smidt tingene på plads og tog ind til ’byen’. Den kan på sin vis godt leve op til sit navn.. på den anden side ikke. Den virker lidt som en soveby – måske på grund af lavsæsonen. Efter en god middag og et glas vin var det hjem på hovedet i seng.

Dagen efter tog Maria røven på Klaus. Lige siden vi forlod John og Sandie oppe i Mpumalanga, havde det været meningen, at vi skulle køre gennem Bavianskloof – efter kraftige anbefalinger fra John og Sandie. Godt nok 176 km med bjerggrusveje som Corollaen måske/måske ikke ville kunne klare.

The about-turn
Det hele startede godt – dog uden morgenmad. Efter lidt shopping tog vi afsted, lidt groggy og med tomme maver. Det kører fint ind til vi finder ud af at vi er kørt for langt. Så skipperen foretog en about turn. Og det er så her bomben falder. Forsvarsmekanismerne er helt nede og så kommer det: ”skal vi overhovedet køre derop?”. Klaus sad som forstenet. De få brikker, der var at flytte med, lod sig kun modvilligt bevæges hen mod en forståelse af den implikation som Maria bare sådan afslappet lod fare.
”øh, det behøves vi vel ikke, men...” og her gik han i stå... længe...

Endnu en skippervending og vi var på vej mod Nature’s Valley og Tranquility Lodge. Dobbeltseng, swimmingpool, 50 meter til havet, kajakker, varm spa, god kok og ... ... en forbindelse til at få rabat når man hopper ud fra en bro!

Og den der bro...
Og det gjorde vi så, nu da dagen alligevel ville være utraditionel....
Maria fik sin hævn for swimmingpool-episoden på Constantia Uitsig.
Alle 216 meter af den.

Nå, men det var da meget sjovt... syntes Klaus. [Maria: hvis man ved man kun vil gøre det en gang i sit liv kan man lige så godt tage den højeste!]

Her er sangen, der blev forfattet af Klaus kort tid efter. Melodien er fra Flashdance. Kan I huske den der dansefilm fra 80’erne? Den med Jennifer Beal?

She’s a maniac, maniac
on the chord
and she’s jumping like she’s never
bungeed before

gentag chorus indtil det bliver irriterende..


Hvalsvømning
Tilbage på lodgen, direkte ud i bølgerne – og hvalerne, som blev forvekslet med hajer og de deraf følgende tilråb fra forskræmte tøser. Hjem, spise frokost og så en lur. Mærkelig dag – ikke som planlagt – overhovedet ☺.

Vi bookede den varme spa med bund af natursten til efter aftensmaden. Spiste en fortrinlig middag, og med den sidste rest af den formidable lokale Chardonnay skvulpende i glasset steg vi ned i spaen og gennemgik dagens begivenheder. Se, det er slet ikke nogen dårlig måde at slutte af på.

Vent? De vasker vores hårdttjente skidt af bilen?
Morgenmaden serveredes på verandaen på 1. sal, og med den udsigt kunne vi også se vores efterhånden møgbeskidte hvide Corolla. Men vent - der stod en og vaskede og polerede.. og nu var den faktisk ved at genvinde sin kulør. Vi var lidt flove over den tilstand bilen var i, men skal man virke fattig, er det et godt sted at starte. Så skulle vi igen arbejde på at få den beskidt, men det var lettere gjort end sagt skulle det vise sig ;-)

Arbejdet dagen derpå virkede fornøgternde, og vi nåede heller ikke så langt østpå som vi gerne have villet, men det var ok – vi fandt stort set det vi ledte efter.

Til surfers paradise & The White House
Aftenen blev indledt med boligsøgning i Jeffreys Bay, eller J-Bay, som den kaldes af de lokale. Surfers paradise. Man må forvente at visse butikker er lukket, hvis bølgerne er gode. Billabong og Quicksilver har outlets i byen på størrelse med Køge – det siger lidt om klientellet.

Vi havde set et sted der kunne være interessant i vores kørebog, men vi måtte desværre med skam melde at de var sgu for unge (læs: Backpacker-sted!). Chancen for hvile på det sted var stort set lig nul, så vi fandt istedet – The White House – knap så pompøst som navnebroderen, men sikkert en bedre udsigt. Vi spiste i lejligheden, hvilket også var godt det samme da himmel og hav gik i ét i et kæmpe uvejr.

J-Bay efterlod vi som vi fandt den – på kanten af det Indiske Ocean, med udsigt og bølger til den næste generation surfers.

Og så var det den lange vandrings dag. Op til Somerset East, til venstre og tilbage igen. Vi fandt det vi kom efter og kunne vende snuden hjemad – Men hvor var det? Vi besluttede os for, eller konsoliderede beslutningen om, Grahamstown som dagens final destination.

"Du er slået i fængsel"
Vi røg i fængsel – hvilket var der jeg prøvede at skrive fra sidste gang, men det kunne ikke lade sig gi’ sig....

De unge fester, og der var botanikerkonference (believe it or not), så det hele gik op i hat og briller. Grahamsstown’s backpacker-sted er et nedlagt fængsel, hvor man overnatter i celler kaldet the Old Gaol og med baren the Gallows tilknyttet.

Meget skæg oplevelse – desværre ikke megen lydisolering på trods af dværglave døre og metertykke mure. Med ’rigtig’ graffiti fra dengang fængslet var i brug – og som jo er suppleret med vittige – meget nutidige - bekendtgørelser om at den ene og anden ungdomsrejsende skam også havde sovet der.

Vi er for gamle til at være ung med de unge..
Skodskummelt køkken, hvor det eneste man turde tage var kogende vand – alt andet havde biohazard skrevet hen over sig. Da festen sluttede klokken fire med bekendtgørelser om, at nu ville hun f***(ahem..) tænkte vi vores, og håbede på at vi ikke skulle delagtigøres i det. Om hun blev det, melder historien heldigvis ikke noget om, men beslutningen om IKKE at indlogere os på et backpackersted igen blev på bestemteste vis grundfæstet.

Vi spiste forresten på en lokal restaurant med speciale i sydafrikansk mad. Maden var god, men da telefonen ringede og Maria svarede, gik der lidt før hun overrasket og med rødmen i kinderne sagde: ”Hej mor...”. Kender du ikke typen, der sidder på restaurant og snakker i mobil☺? (Stakkels mor, der ikke havde hørt nyt i en måned blev lovligt undskyldt bagefter..).

Næsen mod Øst
Nu skulle vi død og pine østover, så afsted det gik mod East London og Umtata. Dog skulle vi lige lave en afstikker ned omkring Great Fish River hvor der efter sigende skulle være en unik asparges. Vi kørte af en masse bagveje og fandt, efter en flodkrydsning, som gik godt, de asparges vi var kommet efter og det alt sammen ret tidligt om formiddagen. Nu skulle vi bare tilbage af de her bagveje og finde østover.

Her begyndte mareridtet.
(Det havde regnet meget i de sidste par dage og det havde gjort sit til at førnævnte flod overhovedet bliver nævnt i forbindelse med krydsningen af den. Den var gået over.)

Kan man drukne en bil?
Længere fremme af vejen var der pludselig oversvømmelse i et T-kryds. Vi valgte den højre vej på lykke og fromme, men både lykke og fromme måtte have været til frokost, for bilen hældte under muddervandet godt mod venstre og satte sig fast. Maria ud for at skubbe og der kunne vi se at vandet var begyndt at løbe ind i bilen. Hun kunne ikke lukke døren uden at skrabe vand med ind. Bilens udstødningsrør var under vandet og bilen truede hele tiden med at gå i stå.

Maria sank i til over knæene og kunne ikke skubbe bilen ud. Hurtig flyvende udskiftning af chauffør og Klaus ud bagved og skubbe. Bilen gav sig og blev behændigt kørt op på det tørre med vandet fossende ud af bilens indre.

Maria gik i gang med øsen og Klaus filmede intermezzoet (!) – sikke noget skidt, vi var jo ikke sikre på at vejen førte noget sted hen og hvad om der var steder med endnu mere vand? Vi måtte prøve. For hver større vandhul var Maria dybdetester inden bilen fik lov. Vi klarede det videre forløb om ikke uden besvær, så uden vanskeligheder.

Bonus.. og nye planer
Eneste bonus? Nu var bilen i hvert fald beskidt igen! Fattigdomsstatus genoprettet. På vej overad faldt Maria over en beskrivelse af Umtata – ’ikke anbefalelsesværdig at overnatte i, men et besøg værd’. ? . Hvad skal det sige? I hvert fald at vi skal fatte en ny plan, om ikke andet.

Morgans Bay, hvor et af de foregående indlæg er skrevet i, lokkede med eget hotel og havudsigt. Afsted med os. Ind på hotellet, og se da bare! det er med halvpension og femretters aftenmåltider. Se, det kan vi lide efter sådan en dag.

Steer clear of Steers
Lige et hurtigt roadtip: Kan det overhovedet undgås så ’steer clear of Steers’. Det er vores nye slogan. Vi havde spist der første dag i SA, nu var vi sultne uden anden udvej. Konklusion : det er bedre at være sulten. Det kan man da forholde sig til.

Nå, men tilbage til hotellet. De var rigtigt søde til at finde en masse aviser, vi kunne lægge ind i bilen, så vandet kunne suges ud af tæppet.
En beslutning blev truffet om at blive der to nætter. Slet ikke nogen dårlig ide. Vejret var so so (læs vådt), mens omgivelserne og udsigten var uforlignelige.


Triste Transkei
Fra Morgans Bay kørte vi så herop, hvor jeg sidder her og skriver de sidste par dages indlæg – næppe særlig konsistent, men det dækker meget godt meget af det vi har været igennem. Vi ankom i går eftermiddag og kørte igennem det område (det tidligere Transkei) hvor de sorte søgte til under Apartheid, og det ses tydeligt på naturen og kulturen, at der ikke er den hvide indflydelse. Byerne er et veritabelt kaos, som dog ser ud til at fungere - landskabet er udpint, træløst og voldsomt eroderet. Ikke rart for en botaniker at se på...

Det lille hus på pr.. i bjergene
Vi bor pt uden for lands lov og ret, 22 km ud af en grusvej fra den nærmeste by i vores eget lille hus – ikke på prærien, men inde mellem bjerge.


Det er helt genialt med en pejs og en 4 ½ meter lang skorsten i en stråtækt hytte. Bjergene, á la cowboyfilm, ligger lige uden for døren. Vi kører videre i morgen op mod fristaten Lesotho og et bjergpas med angiveligt (forhåbentligt) en masse asparges. Planen er, so far, at overnatte i Underberg.

Maria & Klaus -on the roads to nowhere and back

Morgan’s Bay den 10. oktober 2006

Fængslet den 8. oktober 2006 ... Eller, her skulle vi have skrevet lidt videre, men blev forstyrret – ikke engang i fængslet kan man få ro til at blogge.

Morgan’s Bay den 10. oktober 2006 – lugten af skibbrud, mørk rom og røverhistorier:

Efter at have svælget i denne luksus i mindre end 24 timer, måtte vi erkende, at vi jo trods alt er hernede for at arbejde – suk! Kunne ellers godt anmelde restauranter og så’n for a living, you know...

 Vi skulle ind på Cape Town University for at mødes med Terry Trinder og Peter Linder (no joke – jeg sværger det er det, de hedder ☺). Terry, som er Bolusherbariets enehersker, og Peter, der er ekstern PhD-vejleder for Maria. Det blev et kort visit, da vi gerne ville være ude af Cape Town inden mørkets frembrud. Vi skulle dog hilse.

Hvaler til morgenmad
Afsted ud af byen til en campingplads – her taler vi altså om seriøst sceneskift, men man er vel adaptable; Telt, regnvejr, kromad, og bavianer og hvaler til morgenmad.

Apropos hvaler, så skulle Hermanus være hvalmekkaet i SA, men siden vi havde set dem, nøjedes vi bare med at se et par film og guffe lidt snaskemad – egentlig en udemærket dag uden de store begivenheder. Vi fik set lidt til en brugtbogshandel opkaldt efter Hemingway, men ellers ikke det store trummerum – det kom først senere...

Nye planer og bogshopping
Fra Hermanus skulle vi bruge lidt tid på at finde hoved og hale i hvad, hvor, hvornår og ikke mindst hvorhen. Så efter lidt bogshopping og våddragtsindkøb (og en felttaske til R250 istedet for den inde i Cape Town) kørte vi ned forbi Gaansbai og ud til noget de kalder Uilenkraalsmond. Et sted med selvcatering hytter hvor vi – desværre – uden selvsyn fik booket os ind for to nætter. Absolut for dyrt og for grimt ift. hvad vi tidligere havde set og betalt...men med en god strandudsigt;


Vi fik ryddet op i bilen, ryddet op i billeder, vasket lidt tøj, og planlagt vores videre færd så godt som det lod sig gøre. Dagen efter måtte vi igang med at samle igen, så vi kørte en frygteligt lang tur op omkring noget, der hedder Caledon, og fandt da også en art asparges eller fire. Vi er blevet temmeligt rutinerede til at spotte dem efterhånden.

 Hjem til vores monstrøsitet af en hytte og efter presning og endt aftensmad, lige på hovedet under dynerne (eller de intermistisk sammenlynede soveposer – fordi der hverken var sengelinned eller andet).

Agulhas - Afrikas allersydligste punkt
Så turister, så er det af banen – vi skal til! Noget som Klaus især havde set frem til: Agulhas. Afrikas sydligste punkt – end of discussion (se tidligere afsnit om Cape Point). Og ifølge guidebogen – ikke noget særligt at se på eller gøre – men f... det var fedt og råt og vildt og og og...

Splitte mine bramsejl
Lige som det havde aftegnet sig i fantasien. Så vildt at selv Jack Sparrow ville have gjort sin himmelflugt – if you know what I mean – I thankya! Skibsbrud og skumsprøjt – splitte mine bramsejl – ohøj skipper – land i sigte, men nærm dig ikke.
Jo jo begejstringen var udtalt - og nej, billedet er ikke manipuleret :-)


Dagen var dog ikke tilnærmelsesvis forbi. Vi skulle finde 'de Hoop nature reserve' og det lyder måske lige til, men det er ikke ligesom på Færøerne, hvor alle veje er asfaltbelagte. Vi fandt det dog og Corollaen gjorde det i fin stil. Vi indlogerede os i 'den grønne villa' på et klippefremspring med udsigt ud over en fantastisk flot sø.


Sand, strand og hvaler
Eftermiddagsturen forbi en masse vildt og ud til klitterne var optimal til 4wd, men igen kørte den lille japaner uden at kny. Vi så gigantklitter og masser af hvaler – igen.


En eland krydser vejen
En hyrax (eller klipdassie) - kært lille pelsdyr, som rygterne siger måske er elefantens nærmeste slægtning.... (http://en.wikipedia.org/wiki/Hyrax).

Og så! Helt uden forvarsel fik Corollaen ny chauffør! Temperamentet skiftede og bilen voksede med opgaven – hu hej vilde dyr og en ny bjergkonge (læs dronning) var født.

Aftenen bød på 'Verdens stærkeste karryret' tilberedt på Trangiane, og en – tror vi nok (smagsløgene vendte det døve øre til) hæderlig chardonnay, som det eneste at skylle ilden væk med.


Ind at putte og en ny dag med sol og bilkørsel ventede. Den nye bag rattet tvang nye kræfter ud af dyret. Men før det en gåtur med hyrax og pelikaner – og en asparges som dessert.

Flodkrydsning for håndkraft
Vi blev færget over ved floden i Malagas med den sidst forhåndenværende håndtrukne flodpram i Afrika, og ramte den anden bred, bare for at finde masser af asparges! Sikken en oplevelse – altså færgeturen.... Den blev drevet frem af to fyre, der trak den med kæder for medelst R25. Det er OK og mindeværdigt.

A. mariae....
Klaus var blevet co-driver og aspargessspotter, og lo and behold han fandt mariae – igen! Denne gang (måske endda også sidste gang!?!) en strid, håret, tornebefængt af slagsen med udseendet af en slikkepind. Pas på Mariae ikke fordi den er sart, men fordi den stikker selvom den ligner candy. Ligesom hund og ejer ligner hinanden så ligner botaniker og floraen hinanden? – I wonder ;) (Klaus' kommentar, hvis nogen skulle være i tvivl.. ;) ).

Og en fastliggende sovevogn
Og siden tiden efterhånden var så langt fremskreden at vi skulle forcere mod øst kørte vi helt til Mossel Bay, hvor vi overnattede i en konverteret togvogn/B&B. Ganske hyggeligt og med en T-bone i maven sover alle børn godt, mmm.

10 oktober 2006

Wine and dine in South Africa

Vi har lavet en ny blog til madører over hele verden ;-)

constantia.blogspot.com

eller følg linket her ude til højre.

Tranquility Lodge, Nature’s Valley, SA, den 7. oktober 2006


[kortet ovenfor viser hvor langt vi er idag, onsdag den 11.10 - og altså en smule længere end vores blog er opdateret :-) Vi er pt i Morgan's Bay i Eastern Cape, kører nu mod Lesotho og videre mod Durban hvor vi regner med at være omkring næste weekend]

Vi er nået ind i oktober måned helt uden besvær, og kigger nu tilbage på en, til tider begivenhedsrig periode, som kommer til at foreligge i resumeform herefter. Sidst vi bloggede var vi nået til Fish Hoek på Cape Peninsula hvor vi overnattede i et B&B, som de så idyllisk havde valgt at kalde ’the Tuscan Villa’.

Simons Town med udsigt over False Bay
Nå, men siden hin dag har vi da oplevet et og andet. Første stop efter den toskanske villa med den brede halltrappe op til balustraden på første sal, var Simons Town, hvor vi indlogerede os på 1st terrace med udsigt ud over False Bay, hvor vi til tider kunne se hvaler og nyde lyden af gæs og ibiser, der fløj hen over vores bolig.

Skønne Chapmans Peak Drive
Dagens menu: et styk Chapmans Peak Drive med en reminescens af Mulholland Drive – masser af sving tæt på en stejl skrænt. Målet var V&A Waterfront (Victoria og Albert) i Cape Town. En lille advarsel til fremtidige dristige sjæle, der møder kvindelige, midaldrende BMW håndterende bilister; De er skånselsløst uforudsigelige og selvretfærdige – grænsende til det naive.

Hvad er der at sige om V&A? Ikke andet, end at det er et mall placeret ved vandet med masser af butikker, der tager ågerpriser for deres standardvarer. Eksempel og grunden til besøget i Cape Town: En Melvill & Moon ornitologtaske til Maria til brug som felttaske. Set på www.melvillandmoon.com til R495 (ca 400DKK) som i V&A koster ikke mindre end R1595. Hvorfor? Fordi det er et eksklusivt sted med høj husleje.

Bogtip: fandt en trilogi om magikere og troldmænd (Trudi Canavan; Black Magician trilogi), der faktisk var utrolig god (en indskydelse der ikke kunne være indskudt med mindre tiden siden vores besøg i dette mall var gået).

Nok om shoppingcentre - tilbage til Simons Town og en nat med storm!

Så tæt på Cape Point og med søfartshistorier og Wilbur Smith i baghovedet, kom det ikke som nogen overraskelse, at det var godt planlagt for første gang at benytte os af samtlige barduner på vores grønne svenske villa (for de ikke indviede er vores grønne tunneltelt af svensk fabrikat og derfor så solid som en Volvo – vel at mærke kun, hvis det er sat ordentligt op.).

Vores naboer i deres polyesterforstærkede bomuldstelt led en grummere skæbne, men ikke noget dramatisk – sikkert bare en lang nat med bekymringen om soltag og spa i teltet...

Dagens projekt: afslapning og boglæsning. Også godt det samme da det regnede. Efter en lang formiddag med sen morgenmad og de første kapitler af de gårsdagsindkøbte bøger tog vi ned og se på Jackass pingviner, hvaler og dykkere. Og nej, vi har ikke navngivet pingvinerne.
Og ved det første tegn på ny regn tilbage til teltet og bøgerne.







Stedet hvor havene mødes.. eller, hov?
Dagen efter var solen igen på vej til sit højeste. Dagens projekt havde snerten af masseturisme skrevet hen over sig i neonfarver; Cape Point – Afrikas Sydvestligste punkt, og stedet hvor det indiske Ocean og Atlanterhavet blander koldt og varmt vand. Men hov! Det er jo ikke der de to have mødes? Men det ser godt ud i brochuren, og ja, det er det sydligste punkt, der ligger vestligst. Men Two Oceans restaurant er jo så derfor en lille smule falsk reklame, men det lyder godt. Måske det kunne sælge i Skagen? 

Nå, men vi kan jo heller ikke løbe fra, at vi jo også er turister, omend på videnskabelig mission ☺.

Intet nyt er godt nyt
Cape Point er et dramatisk sted, og med mange spændende områder, desværre er diversiteten indenfor asparges ikke noge,t vi ikke tidligere havde set og samlet. Så var der kun tilbage at nyde det, hvilket vi gjorde dagen lang.

Solen skinnede som sagt, og der var både dyr, planter og dramatiske kystlinier og udsigtspunkter, så det var slet ikke så skidt. Vi er dog glade for at være her i lavsæsonen – forestillingen om, hvordan der ser ud når der virkeligt er mange turister er slet ikke til at klare – for der var rigeligt allerede. Cape Point området er fredet område hvor tidligere jordejere blev købt ud/eksproprieret – hvilket sikkert er rigtigt godt, siden det som sommerhusområde har potentiale af Rivieraen – altså den franske – omend med koldere vande.

Hjem til 1st terrace igen og endnu en stormfuld nat, nu uden naboer; Vi er gået ind i en ny uge, og weekenden er den eneste tid, hvor vi skal bekymre os om bookede campingpladser og B&B’s . Efter mange tusind kilometers køren frem og tilbage i det ufatteligt store land, skulle vi ud at røre os lidt.

Smukke Kirstenbosch og Skeleton Gorge!
Derfor ind i bilen. Man kan ikke røres uden at køres. Kirstenbosch botaniske have med adgang til Table Mountain. Et projekt der igen kunne lugte af tursister, men kun hvis man tager kabelbanen op, hvilket ikke var hvad vi havde i tankerne.

Trapper til 220. etage
Vi skulle følge Yellowwood Trail op gennem Skeleton Gorge op til Table Mountain – mindelser om Robert Louis Stevenson og eventyr og opdagelsesrejser, yes sir! Et projekt der bare skulle gennemføres på den rigtige måde. At der så var trapper op det meste af vejen – det snakker vi ikke så højt om... Vi gik og funderede, og fandt frem til at vi sikkert havde gået på trapper til det, der svarer til 220. etage. Da det nu var en fantastisk dag, gik vi en omvej gennem Echovalley før vi sigtede mod toppen (og folkevandringen fra kabelliften til toppen). Vi tog de sædvanlige billeder, spiste den obligatoriske topmuffin og smuttede hurtigt ned igen.



Okay, der var ikke trapper hele vejen op! (eller ned)
Hvad jeg ikke fik sagt om opturen var, at det foregik op gennem et vandfald med træstiger og klippeklatring og så’n. Det var ret sjovt og gjorde det også en smule eksklusivt – her i individualitetens tidsalder ;)



Kolde cola-drømme
Turen ned er som altid en smule mere eksponeret, og vi fik set nogle at de ting, vi vendte ryggen på vejen op. Da vi halvejs nede havde drukket det resterende vand, blev resten af nedturen en drøm om den kolde cola, vi havde set i restauranten, hvor vi hentede vores frokost...

Farlig inspiration i boghandlen
Nede igen, og med en cola skvulpende i kadaveret, gik vi ind i havens boghandel for at blive inspireret. Tydeligt inspireret – altså boghandelen – af mængden af turister, var der en mængde eksklusive bøger – deriblandt en kogebog fra et af vinstedernes (Constantia Uitsig) tilknyttede restauranter. Kokken Franck Dangereaux – perfekt navn, sikkert købt! – fik mundvandet til at fosse, og vi besluttede at vi skulle spise der – måske.
Tilbage til en mindre stormfuld nat og nyindkøbte sko.

Fra campister til spiritister. Plast til krystal. Liggeunderlag til queensize luksus.
Dagens projekt – Constantia Valley.

Vi havde snakket om besøg på vingårde, og i dag skulle det være. En torsdag uden for sæsonen, det kunne ikke være bedre.

Groot Constantia
Første stop – Groot Constantia er det største i området og en formiddabel skuffelse vinmæssigt. Vi havde tidligere i plastkrus smagt deres guldvinder chardonnay (43 kroner!), som smagte rigtigt godt, men resten var en tynd kop te, om man så kan sige. Omgivelserne var de rigtige, men indtrykkene matchede ikke hinanden.

Afsted igen til det næste sted - Klein Constantia.
Efter en del søgen ramte vi den del af labyrinten, som var skiltet. Ind på parkeringspladsen, som var helt tom! Det var jo torsdag uden for sæsonen. Var der lukket? Men nej. Døren gik op ved et let tryk, og vi gik gennem en gang, der viste lidt af historien og lidt om vinene. Ind i en forhal, hvor der var linet op med de forskellige vine og en udsigt gennem en åben port til vinlagringskælderen. Hastige fodtrin og vores egen personlige vinkyper kom os i møde.

Napoleons og Austens specialvin
Det var lige efter vores smag – hvilket de fleste af de første 8 vine også var. Fantastisk - og så var det vi nåede til slottets hjørnesten. Vinen som Napoleon fik specialbestilt, som Jane Austen drak med velbehag og beskrev med lovord, og som har rørt flere kendte personligheders ganer end – skulle man tro – nogen anden; Vin de Constance. Dessertvinen over dem alle. Ikke at det betød noget for os, alt det der andet – vi er jo trods alt modløbere. Og jo den smager bare godt – hvilket er det afgørende - , men Klaus skulle alligevel spytte ud og smide væk – en skulle jo gerne kunne køre kareten når prinsessen skulle puttes.

Det, der sted, fra den der bog..
Videre ud for at finde vores restaurant. Ganerne og smagsløgene var en smule brugte, så vi ledte sådan set bare efter det der sted, fra den der bog, du ved. Og vi fandt det. Desværre så langt væk fra B&B’s at det ikke kunne lade sig gøre at gå, og dermed for at Klaus kunne få vin til maden. Suk!

Hvad gør den rådvilde? Han indliogerer sig da på slottets luksushotel, som jo er tilknyttet enhver luksusrestaurant med respekt for sig selv. Du lever kun en gang, som vi sagde da vi samtidigt trak på skuldrene, og hev et nervøst mastercard frem – det bliver jo først trukket senere ☺. Og jo, uden at gå i detaljen, så var maden og vinen helt formidabel. Vi skålede med Bjarne og Peter, som vi er sikre på ville have nydt det mindst lige så meget som os...

Åhr så skidt da, lidt flere detaljer
Vi fik smidt os ind på værelset og trak i badetøjet og ned til den ventende pool. Maria’s tiltro til Klaus er dog blevet svækket. Klaus udtaler ”jo, det var da godt nok koldt, men det ku’ jeg ikke så godt sige hvis jeg ville have hende med.” Maria’s kommentar ”Åhr, det får du betalt!!”. Og ja, det fik han. Mere om det senere. Et langt bad og det mindst støvede, mest præsentable tøj, gør en stor forskel.

Inkluderet i hotelprisen var en treretters menu – eller man kunne bestille á la carte mod et mindre nedslag. Der var ikke så langt ud til end of the rope, så det kunne man jo lige så godt.
Foie gras til forret med Vin de Constance – se, det er et godt sted at servere den vin.
Hovedret: lammekrone og okseinderfilet og stedets vin.

Vent lige et øjeblik! Hvor ubehøvlet af narratøren. Vi er på Constantia Uitsig (udtales så det i hvert fald ikke er det, man tror de siger...nærmere noget i retning af æjtsæch).

Altså stedets vin – en udemærket Cab Sauv, Cab Franc, Merlot blend. Og la grand finale: Bærsymfoni med en form for grillet råcreme, nøddekurv og is/ sorbet i tre udgaver kiwi, passion og abrikos. Velbekomme.

Dagen efter, på vej mod billigere himmelstrøg, fik vi lige smidt bogen bag i bilen sammen med de indkøbte flasker.


-Her kan indlægges en pause, resten følger ovenfor senere-

24 september 2006

Fish Hoek, 24/9-06

Zigzag-kørsel kan skyldes mange ting
3 uger inde i vores tur har vi kørt over 4500 km i ”vores” trofaste hvide corolla! Vi er begyndt at zigzagge lidt mere efter at vi kom til vestkysten (eller Weskus, som det hedder ..... man sku’ næsten tro de havde jysk blod i årene også) – for det meste frivilligt, men (hm-hm) gensyn med visse strækninger kan også afstedkommes af en glemt taske på en klippeknold midt i absolut ingenting, som selvfølgelig indeholdt det vigtige indsamlingsudstyr, silica-samples, lup ......samt frøkenens briller (ups, hovsa..)!



'Darter's Grave'
Efter luksus i Springbok med en afstikker (næsten) til Namibias grænse, stak vi sydover til næste punkt i ’skattejagten’. En sjælden art skulle findes ved noget, vi havde fået at vide hed ’Darter’s Grave’, opkaldt efter en eller anden hedengangen militærmand. Tre timer senere, 5 arter rigere, temmeligt sultne, skrammede og ikke mindst stædige (!) gav vi op, spottede graven (som vi heller ikke havde fundet) - et andet sted end den skulle være ifølge kortet (ikke at dén oplevelse var noget nyt, sydafrikansk infrastruktur og kort er ikke altid ens, men alligevel..) – og drog så langt ud til havet vi kunne.....





Nice, eh? Solnedgang á la 80’er-kitch ☺ Tilgengæld regnede det hele næste formiddag, så vi holdt fri, spillede ord-spil, og heppede på kæmpebølger når de i bedste ship-wrecker-stil baldrede ind over revet i op til 6 meters højde.

Der er koldt på toppen..
Næste stop blev Cedarberg Mts i små 500 meters højde – sindsygt flotte bjerge men meget meget koldt om natten (varmt i Afrika?). Havregrød med honning og mandler og kaffe med kardemommefrø reddede morgenen og humøret – (mental note til forfrosne tøser! hurra for Arc’teryx og Icebreaker trøjer (jep, lidt product placement skader ikke ;-))


Spontan-safari i West Coast Nature Reserve
Kyst igen – bare for afvekslingens skyld; Langebaan med lagune-udsigt, seafood og en tur i West Coast Nature Reserve for at se på......gæt selv. Dem, vi fandt havde vi set før, men dagen blev reddet af spontan-safari da vi forvildede os ind forbi sletter med gnuer, zebraer, springbok, bondebok, struds og elan-antiloper...


og slanger...(desværre var Cape kobraen for hurtig, så det her er kun en mæt ’puff adder’)


Vi har også spottet både en caracal og en serval..... men ingen løver endnu (så hypotesen om store katte med manke holder endnu, Dennis!) ;-)

Set og spist!
Nåhja, de smager sføli også meget godt, mange af de vilde – carpaccio af springbok, struds og kudu er ihvertfald stærkt anbefalelsesværdigt!

Vi er efterhånden leveringsdygtige i et par rigtig gode restaurant-navne rundt i landet, hvis der er nogen der mangler... Til gengæld har vi også konstateret at McD altid leverer varen til de meget-sultne-nu-ikke-om-5-minutter rejsende – uden bismag af røg, sirup, mærkelige farver eller andet uforudsigeligt sydafrikansk tilsæt.

Ceres-dalen uden øl
Efter svære overvejelser besluttede vi at udsætte Cape halvøen lidt endnu og lave endnu et loop ind til bjergene. Ceres ligger lige syd for Cedarbjergene på starten af sydafrikas Wine Route. Vi var tæt på at vende om efter et vinslot med det fantastiske navn ’Allesverloren’ ..... men humøret var ikke til det, så vi venter på Klein Konstantia og Stellenbosch hernede ved Cape Town. Ceres var faktisk temmelig kedelig – men de havde en 50m (iskold!) pool og et stort klatrepotentiale (selv i sko)..

Modsat hvad vi er vant til i Danmark producerer Ceres ikke øl – men praler af at dyrke alle slags bløde frugter til saft etc. Godtnok kalder de det juice hernede, men vi ved bedre! Og vi har stadig ikke fundet friske mangoer (eller mangojuice) – stor stor mangel, når nu vi er vant til Irmas go’e ;-)

Tøøørt, skildpadder, pletter med pink blomster..
80 kilometer gennem Great Karoo landskab (tøøørt, skildpadder, pletter med pink blomster, tøøøørt, sand, skildpadder, vandhul (ups), mere tørt) senere lykkedes det os at finde 6 arter af asparges på en knold midt i intetheden. Og på et sted uden hegn hvilket næsten var det mest usædvanlige – alt (vi gentager ALT) er indhegnet hernede, cirka 2-5 meter ind fra vejen. Og det var så hér vi glemte en taske....... med 150km ned til Montagu, hvor vi blev et par nætter (vi skulle jo lige bruge tid på at køre tilbage og hente noget, der var glemt..).


Et eksempel på en af de rigtig nasty asparges (a.k.a. 'thorny-prickly-nasty-ones')

Eksotisk and og blå ost i Montagu
Montagu har, udover nogle utroligt velbevarede koloni-stil huse i sjove farver, en restaurant kaldet Jessica’s, som kom med mange gode anbefalinger. Marrokansk strudsefilet med couscous og himmelsk sovs var en klar vinder, mens huset specialitet (!) stegt and med honning og appelsinsovs og trekvart kartoffel ikke smagte så meget anderledes end stegt and gør herhjemme..... Men sikkert meget eksotisk for sydafrikanere (må vi jo tro, når det er en specialitet) ☺
Tilgengæld vandt de lidt på den blå ost med pecannødder, honning og glaceret vandmelon – og sød Montagu-vin. Lad os bare sige at vi gik i seng mætte og en del ’tipsy’..

Det var så i forgårs – og nu har vi igen skiftet sceneri, med planer om at blive her en lille uge. False Bay syd for Cape Town er, efter hvad vi har set indtil videre, omkranset af små hyggelige byer, fyldt med hvaler, sejlere og tæt på halvøens naturreservat – og selvfølgelig Cape Town selv. Vi missede at få en teltplads igår, men satser på det lykkes, så vi har havvind i ørene og gåafstand til en jackass-pingvin-koloni.


(Den seriøse forsker på 3.uges aspargesjagt...)

Mere nyt når vi har akkumuleret det ☺
Klaus & Maria,
Sydafrika

15 september 2006

Springbok mini-break

Multikulturelt land giver skiltesjov for sprognørder
Afrika er et mærkeligt land – man kan tydeligt se indflydelsen fra både hollændere, englændere o.m.a. på valget af bynavne. Der er f.eks. Amsterdam, Utrecht, Adelaide, Montana, Dublin, Libanon, Virginia, Belfast, Dundee, Newcastle, Kimberley, Frankfort, Bethlehem, Ladismith, East London, Queenstown, Worcester, Somerset East og West. På den anden side er der de underlige og meget afrikanske som Polokwane, Mokopane, Sekhukhune-land, Mpumalanga, Limpopo, Mnyani, Kuruman, Ganyesa og Kakamas. De tidlige Boere har selvfølgelig også efterladt et spor af mystiske navne: Pofadder, Potchefstroom, Olifantshoek, Vereeniging, Stilfontein, Nelspruit - og Springbok, som vi lige nu er landet i.

...så mangler vi bare Shangri-La
Men – det er også andre interessante kroge af landet som vi intetanende er faldet over – Utopia, Paradis, Concordia og Atlantis ☺

Lige ud ad landevejen - og gennem Kalahari
Siden vi forlod Magaliesberg i mandags, har vi (efter et lille intermezzo, hvor vi for godt og grundigt vild (3 timer senere passer meget godt hér!!) i forsøget på at komme ud af Jo’burg efter at have været inde og købe kort) kørt stort set lige ud af landevejen. Bogstaveligt talt. N14 vestpå er flad, lang og lige. Heldigvis også uden for mange huller, så det er gået rimeligt stærkt at køre de små 1500 km.

Vi har krydset supertørre Kalahari, hvor vi spiste frokost med en ørkenrotte...

Skruppelløse fugle-ejendomsmæglere?
..Vi har funderet over, om væverfugle ligger under for en skruppelløs ejendomsmægler, der tilbyder fantastisk udsigt, masser af byggemateriale, frisk luft og plads – men glemmer at fortælle om manglen på træer til at bygge i.... hvilket resulterer i dette:

Væverfuglekollektiv på el-mast! I overstørrelse.

Ellers var det, som sagt, mest bare liiiiiiige ud af landevejen:

Men ingen Asparges........

Vegetations-chok i 30 centimeters højde
Igår gik vi fra hyper-aride Kalahari til umuligt-blomstrende Namaqualand. Den sidste bjergkæde inden vi nåede Springbok gemte på en blomsterhandlers drøm – pink, lyserøde, orange og gule blomster spredt overalt! Selvfølgelig altsammen i 30 cms højde...... det er jo stadig ørken’ish. Men utroligt flot – og det gav pludselig mening, hvorfor det skulle være en turistattraktion at komme hertil.

Speaking of turistattraktioner – vi prøvede, og har besluttet fremover helt af forsage, KFC (’finger lickin’ good’)..... Kylling med en type dej i 30 variantioner er ikke varieret!! Hvad gik der galt?

Le Must lægger farlig kulinarisk standard
Vi var på den anden side heller ikke nemme at imponere, efter at have spist aftensmad dagen før på Le Must – Restauranten, der kaldes den bedste i hele Northern Cape området. Superlækker mad, 3 retter inklusive vin til den vilde sum af 340 kroner! ☺ Lad os bare sige at vi overvejede at blive en ekstra nat alene på grund af dem.

Efter de mange tusind kilometer på støvede veje har vi forkælet os selv, og ligger lige nu i en kingsize bed med hvide lagner, i et rum med kolonial-stils-møbler, tv og minibar ... og en kæmpe morgenmad der venter rundt om hjørnet (mmm). Selvforkælelse er en rigtig god ting.

09 september 2006

Mpumalanga, Buffelskloof


Udsigt fra vores hytte i Buffelskloof Nature Reserve, Mpumalanga

Magaliesberg Mts, Mountain Sanctuary Reserve

Lørdag.... en uge siden vi tog afsted og tiden er fløjet.

Vi har boet i en Research Cottage hos Sandie og John i Mpumalanga Province indtil igår, og har fået en storslået lynkursus i Asparges! Hvis der er nogen, der ved noget om de planter, så er det dem :-) (De har arbejdet med dem ihvertfald i 6 år...).

Så allerede nu har vi samlet og taget noter om over 15% af sydafrikas asparges-arter (omkr 100.)... Temmelig hovedkulds, men meget godt.

Døde støvler..
Idag holder vi dog hviledag på campingpladsen ved Magaliesberg Mountains. Vi brugte igår på FORGÆVES at prøve at finde vandrestøvler i str. 39 i fornuftig kvalitet. Marias opgav livet for et par dage siden...noget uventet. Og hvor surt er det at stå i felten uden vandrestøvler? Ligeså ærgerligt som at miste rygsæk eller sovepose - mindst!

Nåh, men idag sløver vi - har fundet en måde at gå på nettet via mobilen, så sidder her under et Protea-træ med solen bagende på ryggen og læser, blogger, skriver noter etc. Vi overvejer så småt at opstøve de naturlige rockpools, de reklamerer med hér, så vi kan få vasket støvet af - men det haster ikke så meget.

Det er der intet, der gør i denne del af verden jo, og det kan vi nok liiiige vænne os til efterhånden ;-) Især fordi at den videre færd involverer mange flere tusinde kilometer på landevejen blandt millioner af hvide biler - og traktorer...

Kræ på vejen
Al kørsel skal foregå i dagslys, ellers bliver de hvide biler på vejene udskiftet med ligeså mange sorte køer, hunde, geder og andet fæ! Eller nye veje som ikke findes på kortene, for den sags skyld - all good fun - men meget anderledes en hjemme på kontinentet :-)

02 september 2006

Sydafrika - ikke helt!

Så er vi afsted - eller sådan skulle det have lydt fra os, men men... Nothing is ever easy (desværre vores nye talemåde - suk) Zürich lufthavn har de korteste transfertider - ind til videre 21 timer and counting. Vi har til gengæld fået en dag i Zürich til at gå med promenadevandring, kaffedrikning, Mövenpick is, Dennis og en lur på hotel Hilton. Mere stille start end vi havde planlagt, men well well tid til at skrue ned for stressniveauet.