Amanzimtoti, Durban, 17.10.06

Efter 5 lange timers kørsel nåede vi fra Eastern Cape til KwaZuluNatal; fra Maclear til Underberg – en lille flække langt fra alfarvej, der fungerer som organisationsby for utallige daglige ture op gennem Sani passet. Som vi fandt ud af, ikke mindre nødvendiggjort af, at man hverken kan eller må køre gennem passet i andet end en 4x4.....

Vi havde ellers store planer om at komme op og klappe Sydafrikas højeste punkt (3400-nogen-og-firs meter), få et stempel i passet fra bjergstaten Lesotho – og selvfølgelig samtidig kigge efter asparges... Men men men – vi kom cirka 5 km op ad lerede, voldsomt hullede, grøftefyldte, u-svingede veje, og så fik vi kolde fødder på corollaens vegne. Det begyndte at småregne og scenarioet med glidende dæk og laaangt ned til siderne havde vi ikke rigtig lyst til.

Men flot var det- bjergene ind til Lesotho er utroligt imposante; et af de steder man kan forestille sig melodien fra Ringenes Herre i baggrunden; dér hvor de kommer gående over bjergpasset på rad og række.


Men, det var lidt at foregribe begivenhedernes gang.
Underberg – vi var blevet anvist et sted af en bjerghærdet kvinde i Maclear, der i værtindens fravær tog sig af os, med småsnak, anekdoter, vejvisning og godt humør. Adspurgt om hun kendte et godt sted at bo i nærheden af Sani passet (vores guidebog synes ikke der er så meget at komme efter deroppe) kom hun frem med Pennygum B&B i Underberg.

Tja – det ku jo være ligeså godt som resten, så hun fik lov at booke for os. Vi fik et kort med lyserøde streger og beskrivelse at køre efter – det skulle tage cirka 3 timer, men ifølge Sydafrikas uskrevne vej-lov, der som altid inkluderer vejarbejde, tog det istedet små 5 timer.... og resulterede i en stor sult! (ikke rart at køre med en tiger – bare spørg Klaus).

Vi fandt redning på ’The Duck & Doolittle’, Underbergs svar på pub, kro, souvenir-shop, boghandel og delikatesse, alt i een, hvilket gav en yderst interessant spisestemning (hvor tit har I siddet og spist, overvåget af storøjede porcelænsalfer og Nelson Mandela?).

Snakkesalige besøgende underholdt os mens vi ventede, og vi lærte at Kruger National Park holder en plads som den vigtigste turistattraktion, selv for sydafrikanerne, der gerne besøger den flere gange om året. Vi fravalgte at besøge den pga malaria ..... og en overflod af store dyr, snarere end planter ☺ - men den slags argumenter holdt vi for os selv, da vi fornemmede at de nok ikke ville falde i helt god jord.

’The Lavender Cottage’
Vores overnatning i Underberg blev: lavendelfarvet. Vi blev endnu en gang overbevist om, at landets B&B ladies må gå på et fælles kursus, hvor man lærer at lavendler er dét, der skal til for at gøre gæsterne glade. Vi har været udsat for lavendelkviste på puderne, på badeværelseshylderne, på badekarskanter, i poser i skufferne, broderet på tehætter, som duftspray og som sæbe – men dette sted vil stå for os som højdemålet. ’The Lavender Cottage’!
Utroligt hyggeligt sted, og bevogtet af en fantastisk trio af hunde (Shelby, en brumlestor og venlig rottweiler; Penny, en lille tæppetisser; og en halt schæfer), men vægge og hylder var alle overvældende mørk-lavendelfarvede. Klaus blev endnu en gang overbevist om, at han foretrækker hvidt.....

Frem i tid igen: 
Jaget ned af bjergene af regnen forlod vi Drakensberg for good, med et løfte om, at komme tilbage i firhjulstrækker engang, så vi kan få det stempel i passet ;-)

Næste destination var Durban, vand og kyst igen. Inden da fik vi dog forskud på vandet da de truende regnskyer gav slip og faldt på een gang.... eller sådan virkede det ihvertfald! Makes for interesting driving, that!
Vi nåede dog sikkert ud på N3, og så gik det ellers i flyvende fart. Rigtig motorvej med adskilte spor! Vildt....

Durban-området (ligesom meget af KwaZuluNatal) er subtropisk – og temmelig frodigt. Jo længere ned mod kysten vi kom, desto grønnere blev det, og vi tabte begge kæben da vi rundede et sving og efter-regnskyls-lyset fremhævede enorme blå træer. Out-of-this-world. For både botaniker og –ikke ☺

Fødselsdagsbookningen..
Vi havde på forhånd booket et sted af være – det skulle være godt, for der skulle jo fejres fødselsdag dagen efter. Seaview Lodge, femstjernet, med pool og en restaurant de pralede af, det lød jo ganske okay. Det viste sig at blive en femstjernet skuffelse, da det ganske rigtigt havde havudsigt – men lå en kilometer fra havet, på en bakketop på den forkerte side at N2-hovedvejen og med indflyvning til Durban internationale lufthavn over hovedet..... Frøkenen var bestemt ikke glad. Så det blev til en enkelt (ellers rigtig hyggelig) middag, hvor vi var eneste gæster med udsigt nedover byens lys. Ikke dårligt, men vi havde forestillet os noget lidt mere..... sand under tæerne-agtigt, så efter morgenfødselsdagssang og morgenmad pakkede vi nellikerne, tjekkede ud og tog på stranden resten af dagen. Høj sol og vilde bølger – ikke den værste måde at blive 31 på ;-)

Vi fandt frem til Beethoven Lodge i anden klitrække, hvor vi nu er på sidste morgen, og skal til at pakke igen. Den eneste lyd hér er bølgerne, fuglekvidder..... og den bankende lyd af en ihærdig og sikkert efterhånden temmelig sindsforvirret vipstjert, som bruger hele dagen på at kæmpe med sit spejlbillede i vinduet.

En smule mere udhvilede er planen nu at slå en bue ind i landet igen, og lige så stille finde op mod det nord-østligste hjørne af KwaZuluNatal. Vi har fået en frisk opfyldning af bøger og taletid (så vi kan komme på nettet igen), så nu venter vejene og vildnisset igen.

Maria og Klaus
-still on the road to nowhere and back