En dag i aspargesens tegn: Arten A. oliverii skulle kun kunne findes i noget, der hedder Karoo-landskab. Stenet, med lav, sukkulent bevoksning og ikke så meget vand. Roiberg Pass har gennem tiden leveret denne art til den håbefulde botaniker, men ikke os- vi fandt istedet recurvispinus; en satans karl, der levede vel op til sit navn med lange bagudvendte torne. Men som sagt ikke det vi kom efter – suk!
Vi sigtede efter en by nede ved kysten, som har fået det fantasifulde navn Wilderness, men før vi kunne indlogere os i denne skønne by måtte vi pænt vente en time på vejarbejde. De har en tendens hernede til at spærre godt 10 km vejstrækning af ad gangen, og det giver nogle bilkøer, der er pænt lange. Vores tålmodighed blev sat på prøve, men ikke pga andet, end at det havde været en lang dag med øjne på stilke.
Værelse med udsigt
Vi fik et værelse med udsigt til en af de manglende aspargesarter – så heldig har man da lov at være en gang i mellem! Det var en bygning fra 1800-something-something. Quaint, på sin egen måde. Vi fik presset planter og smidt tingene på plads og tog ind til ’byen’. Den kan på sin vis godt leve op til sit navn.. på den anden side ikke. Den virker lidt som en soveby – måske på grund af lavsæsonen. Efter en god middag og et glas vin var det hjem på hovedet i seng.
Dagen efter tog Maria røven på Klaus. Lige siden vi forlod John og Sandie oppe i Mpumalanga, havde det været meningen, at vi skulle køre gennem Bavianskloof – efter kraftige anbefalinger fra John og Sandie. Godt nok 176 km med bjerggrusveje som Corollaen måske/måske ikke ville kunne klare.
The about-turn
Det hele startede godt – dog uden morgenmad. Efter lidt shopping tog vi afsted, lidt groggy og med tomme maver. Det kører fint ind til vi finder ud af at vi er kørt for langt. Så skipperen foretog en about turn. Og det er så her bomben falder. Forsvarsmekanismerne er helt nede og så kommer det: ”skal vi overhovedet køre derop?”. Klaus sad som forstenet. De få brikker, der var at flytte med, lod sig kun modvilligt bevæges hen mod en forståelse af den implikation som Maria bare sådan afslappet lod fare.
”øh, det behøves vi vel ikke, men...” og her gik han i stå... længe...
Endnu en skippervending og vi var på vej mod Nature’s Valley og Tranquility Lodge. Dobbeltseng, swimmingpool, 50 meter til havet, kajakker, varm spa, god kok og ... ... en forbindelse til at få rabat når man hopper ud fra en bro!
Og den der bro...
Og det gjorde vi så, nu da dagen alligevel ville være utraditionel....
Maria fik sin hævn for swimmingpool-episoden på Constantia Uitsig.
Alle 216 meter af den.
Nå, men det var da meget sjovt... syntes Klaus. [Maria: hvis man ved man kun vil gøre det en gang i sit liv kan man lige så godt tage den højeste!]
Her er sangen, der blev forfattet af Klaus kort tid efter. Melodien er fra Flashdance. Kan I huske den der dansefilm fra 80’erne? Den med Jennifer Beal?
She’s a maniac, maniac
on the chord
and she’s jumping like she’s never
bungeed before
gentag chorus indtil det bliver irriterende..
Hvalsvømning
Tilbage på lodgen, direkte ud i bølgerne – og hvalerne, som blev forvekslet med hajer og de deraf følgende tilråb fra forskræmte tøser. Hjem, spise frokost og så en lur. Mærkelig dag – ikke som planlagt – overhovedet ☺.
Vi bookede den varme spa med bund af natursten til efter aftensmaden. Spiste en fortrinlig middag, og med den sidste rest af den formidable lokale Chardonnay skvulpende i glasset steg vi ned i spaen og gennemgik dagens begivenheder. Se, det er slet ikke nogen dårlig måde at slutte af på.
Vent? De vasker vores hårdttjente skidt af bilen?
Morgenmaden serveredes på verandaen på 1. sal, og med den udsigt kunne vi også se vores efterhånden møgbeskidte hvide Corolla. Men vent - der stod en og vaskede og polerede.. og nu var den faktisk ved at genvinde sin kulør. Vi var lidt flove over den tilstand bilen var i, men skal man virke fattig, er det et godt sted at starte. Så skulle vi igen arbejde på at få den beskidt, men det var lettere gjort end sagt skulle det vise sig ;-)
Arbejdet dagen derpå virkede fornøgternde, og vi nåede heller ikke så langt østpå som vi gerne have villet, men det var ok – vi fandt stort set det vi ledte efter.
Til surfers paradise & The White House
Aftenen blev indledt med boligsøgning i Jeffreys Bay, eller J-Bay, som den kaldes af de lokale. Surfers paradise. Man må forvente at visse butikker er lukket, hvis bølgerne er gode. Billabong og Quicksilver har outlets i byen på størrelse med Køge – det siger lidt om klientellet.
Vi havde set et sted der kunne være interessant i vores kørebog, men vi måtte desværre med skam melde at de var sgu for unge (læs: Backpacker-sted!). Chancen for hvile på det sted var stort set lig nul, så vi fandt istedet – The White House – knap så pompøst som navnebroderen, men sikkert en bedre udsigt. Vi spiste i lejligheden, hvilket også var godt det samme da himmel og hav gik i ét i et kæmpe uvejr.
J-Bay efterlod vi som vi fandt den – på kanten af det Indiske Ocean, med udsigt og bølger til den næste generation surfers.
Og så var det den lange vandrings dag. Op til Somerset East, til venstre og tilbage igen. Vi fandt det vi kom efter og kunne vende snuden hjemad – Men hvor var det? Vi besluttede os for, eller konsoliderede beslutningen om, Grahamstown som dagens final destination.
"Du er slået i fængsel"
Vi røg i fængsel – hvilket var der jeg prøvede at skrive fra sidste gang, men det kunne ikke lade sig gi’ sig....
De unge fester, og der var botanikerkonference (believe it or not), så det hele gik op i hat og briller. Grahamsstown’s backpacker-sted er et nedlagt fængsel, hvor man overnatter i celler kaldet the Old Gaol og med baren the Gallows tilknyttet.
Meget skæg oplevelse – desværre ikke megen lydisolering på trods af dværglave døre og metertykke mure. Med ’rigtig’ graffiti fra dengang fængslet var i brug – og som jo er suppleret med vittige – meget nutidige - bekendtgørelser om at den ene og anden ungdomsrejsende skam også havde sovet der.
Vi er for gamle til at være ung med de unge..
Skodskummelt køkken, hvor det eneste man turde tage var kogende vand – alt andet havde biohazard skrevet hen over sig. Da festen sluttede klokken fire med bekendtgørelser om, at nu ville hun f***(ahem..) tænkte vi vores, og håbede på at vi ikke skulle delagtigøres i det. Om hun blev det, melder historien heldigvis ikke noget om, men beslutningen om IKKE at indlogere os på et backpackersted igen blev på bestemteste vis grundfæstet.
Vi spiste forresten på en lokal restaurant med speciale i sydafrikansk mad. Maden var god, men da telefonen ringede og Maria svarede, gik der lidt før hun overrasket og med rødmen i kinderne sagde: ”Hej mor...”. Kender du ikke typen, der sidder på restaurant og snakker i mobil☺? (Stakkels mor, der ikke havde hørt nyt i en måned blev lovligt undskyldt bagefter..).
Næsen mod Øst
Nu skulle vi død og pine østover, så afsted det gik mod East London og Umtata. Dog skulle vi lige lave en afstikker ned omkring Great Fish River hvor der efter sigende skulle være en unik asparges. Vi kørte af en masse bagveje og fandt, efter en flodkrydsning, som gik godt, de asparges vi var kommet efter og det alt sammen ret tidligt om formiddagen. Nu skulle vi bare tilbage af de her bagveje og finde østover.
Her begyndte mareridtet.
(Det havde regnet meget i de sidste par dage og det havde gjort sit til at førnævnte flod overhovedet bliver nævnt i forbindelse med krydsningen af den. Den var gået over.)
Kan man drukne en bil?
Længere fremme af vejen var der pludselig oversvømmelse i et T-kryds. Vi valgte den højre vej på lykke og fromme, men både lykke og fromme måtte have været til frokost, for bilen hældte under muddervandet godt mod venstre og satte sig fast. Maria ud for at skubbe og der kunne vi se at vandet var begyndt at løbe ind i bilen. Hun kunne ikke lukke døren uden at skrabe vand med ind. Bilens udstødningsrør var under vandet og bilen truede hele tiden med at gå i stå.
Maria sank i til over knæene og kunne ikke skubbe bilen ud. Hurtig flyvende udskiftning af chauffør og Klaus ud bagved og skubbe. Bilen gav sig og blev behændigt kørt op på det tørre med vandet fossende ud af bilens indre.
Maria gik i gang med øsen og Klaus filmede intermezzoet (!) – sikke noget skidt, vi var jo ikke sikre på at vejen førte noget sted hen og hvad om der var steder med endnu mere vand? Vi måtte prøve. For hver større vandhul var Maria dybdetester inden bilen fik lov. Vi klarede det videre forløb om ikke uden besvær, så uden vanskeligheder.
Bonus.. og nye planer
Eneste bonus? Nu var bilen i hvert fald beskidt igen! Fattigdomsstatus genoprettet. På vej overad faldt Maria over en beskrivelse af Umtata – ’ikke anbefalelsesværdig at overnatte i, men et besøg værd’. ? . Hvad skal det sige? I hvert fald at vi skal fatte en ny plan, om ikke andet.
Morgans Bay, hvor et af de foregående indlæg er skrevet i, lokkede med eget hotel og havudsigt. Afsted med os. Ind på hotellet, og se da bare! det er med halvpension og femretters aftenmåltider. Se, det kan vi lide efter sådan en dag.
Steer clear of Steers
Lige et hurtigt roadtip: Kan det overhovedet undgås så ’steer clear of Steers’. Det er vores nye slogan. Vi havde spist der første dag i SA, nu var vi sultne uden anden udvej. Konklusion : det er bedre at være sulten. Det kan man da forholde sig til.
Nå, men tilbage til hotellet. De var rigtigt søde til at finde en masse aviser, vi kunne lægge ind i bilen, så vandet kunne suges ud af tæppet.
En beslutning blev truffet om at blive der to nætter. Slet ikke nogen dårlig ide. Vejret var so so (læs vådt), mens omgivelserne og udsigten var uforlignelige.
Triste Transkei
Fra Morgans Bay kørte vi så herop, hvor jeg sidder her og skriver de sidste par dages indlæg – næppe særlig konsistent, men det dækker meget godt meget af det vi har været igennem. Vi ankom i går eftermiddag og kørte igennem det område (det tidligere Transkei) hvor de sorte søgte til under Apartheid, og det ses tydeligt på naturen og kulturen, at der ikke er den hvide indflydelse. Byerne er et veritabelt kaos, som dog ser ud til at fungere - landskabet er udpint, træløst og voldsomt eroderet. Ikke rart for en botaniker at se på...
Det lille hus på pr.. i bjergene
Vi bor pt uden for lands lov og ret, 22 km ud af en grusvej fra den nærmeste by i vores eget lille hus – ikke på prærien, men inde mellem bjerge.
Det er helt genialt med en pejs og en 4 ½ meter lang skorsten i en stråtækt hytte. Bjergene, á la cowboyfilm, ligger lige uden for døren. Vi kører videre i morgen op mod fristaten Lesotho og et bjergpas med angiveligt (forhåbentligt) en masse asparges. Planen er, so far, at overnatte i Underberg.
Maria & Klaus -on the roads to nowhere and back
Ingen kommentarer:
Send en kommentar