[kortet ovenfor viser hvor langt vi er idag, onsdag den 11.10 - og altså en smule længere end vores blog er opdateret :-) Vi er pt i Morgan's Bay i Eastern Cape, kører nu mod Lesotho og videre mod Durban hvor vi regner med at være omkring næste weekend]
Vi er nået ind i oktober måned helt uden besvær, og kigger nu tilbage på en, til tider begivenhedsrig periode, som kommer til at foreligge i resumeform herefter. Sidst vi bloggede var vi nået til Fish Hoek på Cape Peninsula hvor vi overnattede i et B&B, som de så idyllisk havde valgt at kalde ’the Tuscan Villa’.
Simons Town med udsigt over False Bay
Nå, men siden hin dag har vi da oplevet et og andet. Første stop efter den toskanske villa med den brede halltrappe op til balustraden på første sal, var Simons Town, hvor vi indlogerede os på 1st terrace med udsigt ud over False Bay, hvor vi til tider kunne se hvaler og nyde lyden af gæs og ibiser, der fløj hen over vores bolig.
Skønne Chapmans Peak Drive
Dagens menu: et styk Chapmans Peak Drive med en reminescens af Mulholland Drive – masser af sving tæt på en stejl skrænt. Målet var V&A Waterfront (Victoria og Albert) i Cape Town. En lille advarsel til fremtidige dristige sjæle, der møder kvindelige, midaldrende BMW håndterende bilister; De er skånselsløst uforudsigelige og selvretfærdige – grænsende til det naive.
Hvad er der at sige om V&A? Ikke andet, end at det er et mall placeret ved vandet med masser af butikker, der tager ågerpriser for deres standardvarer. Eksempel og grunden til besøget i Cape Town: En Melvill & Moon ornitologtaske til Maria til brug som felttaske. Set på www.melvillandmoon.com til R495 (ca 400DKK) som i V&A koster ikke mindre end R1595. Hvorfor? Fordi det er et eksklusivt sted med høj husleje.
Bogtip: fandt en trilogi om magikere og troldmænd (Trudi Canavan; Black Magician trilogi), der faktisk var utrolig god (en indskydelse der ikke kunne være indskudt med mindre tiden siden vores besøg i dette mall var gået).
Nok om shoppingcentre - tilbage til Simons Town og en nat med storm!
Så tæt på Cape Point og med søfartshistorier og Wilbur Smith i baghovedet, kom det ikke som nogen overraskelse, at det var godt planlagt for første gang at benytte os af samtlige barduner på vores grønne svenske villa (for de ikke indviede er vores grønne tunneltelt af svensk fabrikat og derfor så solid som en Volvo – vel at mærke kun, hvis det er sat ordentligt op.).
Vores naboer i deres polyesterforstærkede bomuldstelt led en grummere skæbne, men ikke noget dramatisk – sikkert bare en lang nat med bekymringen om soltag og spa i teltet...
Dagens projekt: afslapning og boglæsning. Også godt det samme da det regnede. Efter en lang formiddag med sen morgenmad og de første kapitler af de gårsdagsindkøbte bøger tog vi ned og se på Jackass pingviner, hvaler og dykkere. Og nej, vi har ikke navngivet pingvinerne.
Og ved det første tegn på ny regn tilbage til teltet og bøgerne.
Stedet hvor havene mødes.. eller, hov?
Dagen efter var solen igen på vej til sit højeste. Dagens projekt havde snerten af masseturisme skrevet hen over sig i neonfarver; Cape Point – Afrikas Sydvestligste punkt, og stedet hvor det indiske Ocean og Atlanterhavet blander koldt og varmt vand. Men hov! Det er jo ikke der de to have mødes? Men det ser godt ud i brochuren, og ja, det er det sydligste punkt, der ligger vestligst. Men Two Oceans restaurant er jo så derfor en lille smule falsk reklame, men det lyder godt. Måske det kunne sælge i Skagen?
Nå, men vi kan jo heller ikke løbe fra, at vi jo også er turister, omend på videnskabelig mission ☺.
Intet nyt er godt nyt
Cape Point er et dramatisk sted, og med mange spændende områder, desværre er diversiteten indenfor asparges ikke noge,t vi ikke tidligere havde set og samlet. Så var der kun tilbage at nyde det, hvilket vi gjorde dagen lang.
Solen skinnede som sagt, og der var både dyr, planter og dramatiske kystlinier og udsigtspunkter, så det var slet ikke så skidt. Vi er dog glade for at være her i lavsæsonen – forestillingen om, hvordan der ser ud når der virkeligt er mange turister er slet ikke til at klare – for der var rigeligt allerede. Cape Point området er fredet område hvor tidligere jordejere blev købt ud/eksproprieret – hvilket sikkert er rigtigt godt, siden det som sommerhusområde har potentiale af Rivieraen – altså den franske – omend med koldere vande.
Hjem til 1st terrace igen og endnu en stormfuld nat, nu uden naboer; Vi er gået ind i en ny uge, og weekenden er den eneste tid, hvor vi skal bekymre os om bookede campingpladser og B&B’s . Efter mange tusind kilometers køren frem og tilbage i det ufatteligt store land, skulle vi ud at røre os lidt.
Smukke Kirstenbosch og Skeleton Gorge!
Derfor ind i bilen. Man kan ikke røres uden at køres. Kirstenbosch botaniske have med adgang til Table Mountain. Et projekt der igen kunne lugte af tursister, men kun hvis man tager kabelbanen op, hvilket ikke var hvad vi havde i tankerne.
Trapper til 220. etage
Vi skulle følge Yellowwood Trail op gennem Skeleton Gorge op til Table Mountain – mindelser om Robert Louis Stevenson og eventyr og opdagelsesrejser, yes sir! Et projekt der bare skulle gennemføres på den rigtige måde. At der så var trapper op det meste af vejen – det snakker vi ikke så højt om... Vi gik og funderede, og fandt frem til at vi sikkert havde gået på trapper til det, der svarer til 220. etage. Da det nu var en fantastisk dag, gik vi en omvej gennem Echovalley før vi sigtede mod toppen (og folkevandringen fra kabelliften til toppen). Vi tog de sædvanlige billeder, spiste den obligatoriske topmuffin og smuttede hurtigt ned igen.
Okay, der var ikke trapper hele vejen op! (eller ned)
Hvad jeg ikke fik sagt om opturen var, at det foregik op gennem et vandfald med træstiger og klippeklatring og så’n. Det var ret sjovt og gjorde det også en smule eksklusivt – her i individualitetens tidsalder ;)
Kolde cola-drømme
Turen ned er som altid en smule mere eksponeret, og vi fik set nogle at de ting, vi vendte ryggen på vejen op. Da vi halvejs nede havde drukket det resterende vand, blev resten af nedturen en drøm om den kolde cola, vi havde set i restauranten, hvor vi hentede vores frokost...
Farlig inspiration i boghandlen
Nede igen, og med en cola skvulpende i kadaveret, gik vi ind i havens boghandel for at blive inspireret. Tydeligt inspireret – altså boghandelen – af mængden af turister, var der en mængde eksklusive bøger – deriblandt en kogebog fra et af vinstedernes (Constantia Uitsig) tilknyttede restauranter. Kokken Franck Dangereaux – perfekt navn, sikkert købt! – fik mundvandet til at fosse, og vi besluttede at vi skulle spise der – måske.
Tilbage til en mindre stormfuld nat og nyindkøbte sko.
Fra campister til spiritister. Plast til krystal. Liggeunderlag til queensize luksus.
Dagens projekt – Constantia Valley.
Vi havde snakket om besøg på vingårde, og i dag skulle det være. En torsdag uden for sæsonen, det kunne ikke være bedre.
Groot Constantia
Første stop – Groot Constantia er det største i området og en formiddabel skuffelse vinmæssigt. Vi havde tidligere i plastkrus smagt deres guldvinder chardonnay (43 kroner!), som smagte rigtigt godt, men resten var en tynd kop te, om man så kan sige. Omgivelserne var de rigtige, men indtrykkene matchede ikke hinanden.
Afsted igen til det næste sted - Klein Constantia.
Efter en del søgen ramte vi den del af labyrinten, som var skiltet. Ind på parkeringspladsen, som var helt tom! Det var jo torsdag uden for sæsonen. Var der lukket? Men nej. Døren gik op ved et let tryk, og vi gik gennem en gang, der viste lidt af historien og lidt om vinene. Ind i en forhal, hvor der var linet op med de forskellige vine og en udsigt gennem en åben port til vinlagringskælderen. Hastige fodtrin og vores egen personlige vinkyper kom os i møde.
Napoleons og Austens specialvin
Det var lige efter vores smag – hvilket de fleste af de første 8 vine også var. Fantastisk - og så var det vi nåede til slottets hjørnesten. Vinen som Napoleon fik specialbestilt, som Jane Austen drak med velbehag og beskrev med lovord, og som har rørt flere kendte personligheders ganer end – skulle man tro – nogen anden; Vin de Constance. Dessertvinen over dem alle. Ikke at det betød noget for os, alt det der andet – vi er jo trods alt modløbere. Og jo den smager bare godt – hvilket er det afgørende - , men Klaus skulle alligevel spytte ud og smide væk – en skulle jo gerne kunne køre kareten når prinsessen skulle puttes.
Det, der sted, fra den der bog..
Videre ud for at finde vores restaurant. Ganerne og smagsløgene var en smule brugte, så vi ledte sådan set bare efter det der sted, fra den der bog, du ved. Og vi fandt det. Desværre så langt væk fra B&B’s at det ikke kunne lade sig gøre at gå, og dermed for at Klaus kunne få vin til maden. Suk!
Hvad gør den rådvilde? Han indliogerer sig da på slottets luksushotel, som jo er tilknyttet enhver luksusrestaurant med respekt for sig selv. Du lever kun en gang, som vi sagde da vi samtidigt trak på skuldrene, og hev et nervøst mastercard frem – det bliver jo først trukket senere ☺. Og jo, uden at gå i detaljen, så var maden og vinen helt formidabel. Vi skålede med Bjarne og Peter, som vi er sikre på ville have nydt det mindst lige så meget som os...
Åhr så skidt da, lidt flere detaljer
Vi fik smidt os ind på værelset og trak i badetøjet og ned til den ventende pool. Maria’s tiltro til Klaus er dog blevet svækket. Klaus udtaler ”jo, det var da godt nok koldt, men det ku’ jeg ikke så godt sige hvis jeg ville have hende med.” Maria’s kommentar ”Åhr, det får du betalt!!”. Og ja, det fik han. Mere om det senere. Et langt bad og det mindst støvede, mest præsentable tøj, gør en stor forskel.
Inkluderet i hotelprisen var en treretters menu – eller man kunne bestille á la carte mod et mindre nedslag. Der var ikke så langt ud til end of the rope, så det kunne man jo lige så godt.
Foie gras til forret med Vin de Constance – se, det er et godt sted at servere den vin.
Hovedret: lammekrone og okseinderfilet og stedets vin.
Vent lige et øjeblik! Hvor ubehøvlet af narratøren. Vi er på Constantia Uitsig (udtales så det i hvert fald ikke er det, man tror de siger...nærmere noget i retning af æjtsæch).
Altså stedets vin – en udemærket Cab Sauv, Cab Franc, Merlot blend. Og la grand finale: Bærsymfoni med en form for grillet råcreme, nøddekurv og is/ sorbet i tre udgaver kiwi, passion og abrikos. Velbekomme.
Dagen efter, på vej mod billigere himmelstrøg, fik vi lige smidt bogen bag i bilen sammen med de indkøbte flasker.
-Her kan indlægges en pause, resten følger ovenfor senere-
Ingen kommentarer:
Send en kommentar